Forekomst: Middelhavsområdet, Ukraine, Asien, Nordafrika.
Styrkende. På grund af sin karakteristiske duft meget anvendt som krydderi i Mellemøsten.
Bukkehorn blev i slutningen af det 16. århundrede kaldt 'græsk hø' i Danmark som i flere andre vesteuropæiske lande.
Romerne indførte planten fra Grækenland, hvor de fandt, at den var en lige så almindelig afgrøde som hø.
Derfor fik planten det latinske artsnavn foenum-graecum, der simpelthen betyder 'græsk hø'.
Navnet bukkehorn skyldes plantens lugt (af buk) og de let buede frugter (horn). På tysk indføjes også, at bladene ligner kløver, Bockshornklee.
Bukkehorn er en indtil 80 cm høj enårig urt med trekoblede blade, flødefarvede blomster og tynde buede bælge. Hver frugt indeholder mere end tyve flade gulbrune frø, ca. 3 mm lange.
De gamle ægyptere spiste planten som grønsag og brugte frøene til røgelse og ved balsamering.
UNDSKYLD!
Vigtigt, meget vigtigt!
Vi må desværre ikke oplyse om vitaminers, mineralers og planters egenskaber, der er til gavn for sundheden, selv om det er veldokumenteret.
Det er politisk bestemt, og forbudet håndhæves løbende af Lægemiddelstyrelsen og Fødevarestyrelsen.
